30. jan. 2012

Nyhed: Den danske horror-kortfilm '318'.

Vores anmelder her på Sørensen Exploitation Cinema, Claus Reinhold, er i gang med en horror-kortfilm der går under navnet '318'. Der kommer snart en længere feature om dette projektet her på bloggen, med en masse spændende billeder og bag-om stof. Filmen er blevet til på ca. 23 dage og med et budget på bare 500 kr. '318' er hovedsageligt blevet til for at deltage i dette års Movie Battle 2012. Hvis du ikke er bekendt med dette fænomen, så er Moviebattle en konkurrence for genre-kortfilm, hvor både nye og garvede filmfolk kan være med. Konkurrencen har eksisteret i seks år, og har tidligere haft temaer som f.eks. 'Grindhouse' og 'Post-Apocalypse'. Filmene skal først igennem en udvælgelsesproces og derefter vil de bedste film går videre til den rigtige konkurrence, som finder sted under filmfestivalen CPH PIX den 18. april i Palads. På aftenen vil filmene blive vist for første gang for et publikum - og en særlig inviteret jury vil kåre årets vinder. Publikum får også mulighed for at stemme på netop deres favorit. Dette arrangement udspiller sig d.18/04-2012 i  Palads i København. Indtil videre kan du læse om projektet på 318's facebook-gruppe. Vi ønsker Claus og hans med-kompagnoner alt muligt held og lykke!

Nyhed: The Dude Designs designer fede grindhouse-plakater!

The Dude Designs laver nok de fedeste filmplakater til genre-film lige i øjeblikket. Han har f.eks lavet posteren til 'Hobo with at Shotgun' - som hænger på mit kontor. Andre opsigtvækkende posters af samme kunster tæller Ti West's 'The Innkeepers', 'Madison County' (ikke den med broerne...) og 'The Legend of the Psychotic Forest Ranger'. Han er også manden bag nogle af Arrow Video's fantastiske covers. Derfor skal han da også lave plakaten til Quentin Tarantino's nye spaghetti western; 'Django Unchained'. Hjælp med at få dette til at ske, ved at deltage i en online underskriftindsamling via linket her. Besøg The Dude Designs blog for at se mere artwork og du kan også finde ham på facebook.
 


27. jan. 2012

Anmeldelse: The Invisible Man.

Årgang: 1933.
Tagline: "Catch me if you can."
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 68 minutter.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Frankenstein' (1931), 'Bride of Frankenstein' (1935), 'Gods and Monsters' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.










En videnskabsmand (Claude Rains) har udviklet et middel, der har gjort ham usynlig. Han har imidlertid været lidt for hurtig til at afprøve det og har nu svært ved at genskabe sin fysiske form. Endvidere viser det sig snart problematisk, at stoffet har den uheldige bivirkning, at det langsomt driver ham til vanvid. Han opsøger derfor en tidligere samarbejdspartner, som dog skræmmes så eftertrykkeligt, at han kontakter politiet - en handling den usynlige mand ikke har i sinde at tilgive.


Af de mange store monsternavne fra Universals horror-guldalder er 'The Invisible Man' ikke blandt de mest velkendte. Det til trods for, at filmens instruktør også er manden bag de to første film om Frankensteins monster: 'Frankenstein' (1931) og 'Bride of Frankenstein' (1935). Særligt sidstnævnte inkluderer en del af den humor, instruktøren er kendt for at holde af, og som ofte fremhæves i hans arbejde. Et andet unægteligt stort navn, der er forbundet med denne film, er forfatteren H. G. Wells, hvis forskellige bøger er filmatiseret mange gange. Det har resulteret i så kvalitetsmæssigt forskellige film som 'War of the Worlds' (1953), der til stadighed imponerer med nogle ganske vellykkede effekter og en enorm aggressivitet i sin fortælling, og genindspilningen fra 2005, som til trods for nogle fine skuespilpræstationer ikke overordnet er nogen komplet vellykket film. Sidst men ikke mindst er 'The Invisible Man' også skuespiller Claude Rains debutfilm, hvis man ser bort fra en mindre rolle i 'Build Thy House' (1920). Rains, som oprindeligt kom fra de britiske teaterscener, havde år tidligere haft store problemer med en taleforstyrrelse, hvilket særligt er overraskende, når man tager i betragtning, hvor central netop Rains' stemme skulle blive i 'The Invisible Man'.
Claude Rains skulle senere blive endnu bredere kendt for sin medvirken som Louis Renault i 'Casablanca' (1942).
Filmen indledes ganske effektivt og lægger ved sin begyndelse op til at have den samme atmosfære, som andre af periodens mest vellykkede gysere. Det bliver dog snart tydeligt, at filmen går efter en noget anden tone og hurtigt vælger  humoren frem for horroren. Således bliver den indledningsvise tykke atmosfære i nogen grad smidt ud af vinduet og erstattes, til at starte med, af en forstyrrende skinger skuespilpræstation af Una O'Connor. Hendes rolle i filmen er relativ uvæsentlig for plottet, men slår filmens tone an med sin lettere hysteriske udformning. Derfra går det slag i slag med humoren, og des længere den usynlige hovedrolle når på sit togt gennem den lille by, hvori det meste af filmens handling tager sted, des mere enerverende kommer humoren til at virke på sin seer. Hvorvidt humoren har fremstået skarp eller på anden vis vellykket ved filmens udgivelse er svært at sige, men det er under alle omstændigheder et aspekt af filmen, der har lidt voldsomt under tidens tand og nu fremstår mere forstyrrende end styrkende. Rains' præstation er imidlertid med til at redde en del af de til tider lidt for platte "morsomheder", og med en insisterende ironi og let irritation gør Rains meget for, at filmen alligevel er værd at sætte i afspilleren.
Una O'Connors karakter Jenny Hall kan gøre enhver mand ør i hovedet med sit ustandselige skrigeri.
Filmens styrker ligger i de mere dramatiske aspekter, og selve plottets forløb er ofte ganske vellykket. Særligt må man imponeres over filmens effektarbejde, der er enormt overbevisende og med en blanding af simple og til tider ret komplicerede effektskud resulterer i en troværdig præsentation af filmens præmis. Endnu engang betyder Rains' præstation meget, og selvom humoren får megen plads, er det særligt når Rains får lov at være intens og respektindgydende, at han hæver filmen til et stedvist stærkt underholdende niveau. Desværre er det supporterende cast ikke i samme grad velspillende, hvilket til dels, som i politiets tilfælde, skyldes at filmens manuskript gør dem for fjollede og i andre tilfælde er grundet uoverbevisende skuespil, hvilket til dels gør sig gældende for Gloria Stuarts rolle. Instruktør James Whale har begået nogle fodfejl, som med tiden ikke er blevet mindre iøjnefaldende. Det trækker oplevelsen ned, måske særligt fordi filmen til trods for en relativt kort spilletid alligevel synes at have for meget humoristisk fyld, som sagtens kunne være skåret væk. Alligevel må man have respekt for at instruktøren har fået sin egen vision igennem, og køber man humoren, vil oplevelsen formentlig fremstår en del mere overbevisende, end den gør for undertegnede.
Om ikke perfekte, så er filmens effekter til stadighed ganske imponerende for perioden.
På trods af de store navne der indgår i arbejdet med denne film, og en temmelig lang række manuskriptforfattere (og nok også for mange), lykkedes det ikke 'The Invisible Man' at nå op på samme niveau som mange af de andre store gysere fra tidsperioden. Der er dog alligevel grund til at se filmen. Ikke mindst for gyserfans eller filmelskere. For i mødet mellem nogle fortsat veludførte effekter, Rains' ganske brilliante præstation og den atmosfære filmen i momenter alligevel formår at opretholde, lykkedes det filmen at skabe interesse, selvom den overordnet set er en ret middelmådig oplevelse. DVD udgivelsen kan i allerhøjeste grad anbefales og indeholder blandt andet et yderst interessant kommentarspor med filmhistorikeren Rudy Behlmar, som giver masser af baggrund for filmens skabelse og med stor gavmildhed bringer seeren ind i hovedet på folkene bag denne mærkværdige film fra den klassiske gyserfilms guldalder. Har man i øvrigt fattet interesse for instruktøren, kan filmen 'Gods and Monsters' (1998), som har Ian McKellen i hovedrollen som instruktør James Whale, anbefales.

Score:

Nyhed: Hvad skal vi anmelde?

Sidder du med en horror-film (eller måske flere), du meget gerne så at vi anmeldte på Sørensen Exploitation Cinema? Så skriv dine forslag på væggen i vores facebook-gruppe (husk at trykke 'Syntes godt om' - nu du er forbi alligevel). Kom frisk! 


23. jan. 2012

Merchandise: 50 cm Jason Voorhees!

Som om det ikke er nørdet nok at eje en filmsamling der kunne dække landarealet på en mindre ø, så har jeg længe gået med tanker om, om det ikke var en god ide at upgrade geek-faktoren i criben, med lidt film-merchandise. Planen er at anskaffe sig en figur, replica-maske, replica-våben eller anden genstand fra alle de tre store slasher-legender: - Jason Voorhees, Freddy Krueger og Michael Myers. Jeg ejer i forvejen NECA's 1:1 rekvisit replica af Freddy Krueger's ikoniske kniv-handske fra remaket af 'A Nightmare on Elm Street' (2010). Filmen var nedtur, men handsken er bad-ass, så den kigger vi på næste gang. Nu skal vi  kigge lidt på min nyerhvervelse - jeg faldt nemlig over et rigtig godt tilbud i Den Blå Avis! Jeg har skudt 17 billeder og kan hermed præsentere en fuld unboxing af NECA's godt 50cm høje (19") og bundsolide figur af Jason Voorhees, som han tog sig ud i remaket 'Friday the 13th' fra 2009. Nederst kan du læse et opsummering af figuren.


Postmanden hader når jeg skal ha' pakker.
Forsvarligt pakket af sælger.
Fronten byder på lidt lækkert grafik.
Bagsiden fortæller noget om Jason Voorhees' baggrund, og viser et billede af figuren med hætte-hovedet, i stedet for den ikoniske hockey-maske.
Boksen, som figuren kommer i, har et vildnis-landskab som baggrund.
Allerede nu er det tydeligt at se, hvor super detaljeret figuren er. Til venstre ses hætte-hovedet.
Headshot af figuren ude af indpakningen.
Figuren emmer af kvalitet og man får hele tiden øje på nye detaljer.
Endnu et detalje-skud.
Jason's medfølgende machete kan både monteres i hans højre hånd og i hans skede, som ses her.
Fra en vinkel mange af hans ofre ikke når at se.
Masken kan nemt tages af - desværre har jeg fået en mandags-model hvor man har glemt at male hans ansigt færdigt.
Som I kan se på de tidligere billeder, så følger der også et alternativt hoved med. Det monteres ved at man (nemt) hiver det andet af ved halsen.
Endnu et headshot af figurens største styrke - detaljerne omkring masken.
Her kan man bedre får en ide om hvor stor figuren rent faktisk er.
Figuren med hætte-hovedet.
Figuren med den klassiske maske.
Figuren er bygget op omkring et træskellet og er tung, virker holdbar og smukt udført. De mange detaljer bliver ved med at dukke frem, jo mere man kigger på den. Jakken er lavet i en slags plastik - det er bøjeligt og imiteret læder på fornem vis. Figuren har bøjelige led i skuldre, albue og en smule i nakken. Højre hånd, der bærer den drabelige machete, kan også drejes en smule. Ben og fødder er helt fikserede og lavet i et stykke. Figuren kan også rotere en smule omkring livet. Jason Voorhees' fremtoning i remaket af 'Friday the 13th' er ikke mit yndlings outfit og udseende, den ikoniske dræber har begivet sig rundt i, men det er dog så klassisk Jason, at det fint begår sig på figuren. Alt i alt et lækkert stykke merchandise, der nu våger over min filmsamling.

20. jan. 2012

Anmeldelse: Creep.

Årgang: 2004.
Tagline: "Your journey terminates here.
"
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 85 minutter.
Udgiver: Pathé!
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Death Line
' (1973), 'Mimic' (2005), 'The Midnight Meat Train' (2008).

Anmeldt af Allan Sørensen.





Det er midnat i London. Kate er faldet i søvn på en undergrundsstation og finder sig helt alene, da hun vågner op. Chokeret opdager hun, at hun er blevet låst inde på den underjordiske stationen. Da et mennesketomt tog standser op, griber hun chancen og hopper på. Desværre stopper toget pludseligt midt i det massive mørke - Kate er på vej ind i et mareridt, hun ville ønske, hun kunne vågne fra.


Instruktør Christopher Smith er stor fan af horror-genren, og det skinner tydeligt igennem i hans creepy debutfilm, 'Creep' fra 2004. Han voksede op under den såkaldte video nasty-æra i Storbritannien i slut 70'erne og op igennem 80'erne. Her blev bunkevis af genre-film blacklistet og (næsten) brændt på bålet af vrede og emsige forældre og censurboards. Dette har heldigvis ændret sig drastisk og siden 2004's 'Creep' har den nu 41-årige instruktør rystet hele 3 vellykkede horror-film ud af ærmet. 'Severance', 'Triangle' og sidste års dystre middelalder-take på 70'er klassikeren, 'The Wicker Man': 'Black Death'. 'Creep' udkom på et tidspunkt hvor horror-toget virkelig bumlede af sted for fuld smadder i England, og det væltede ud med stærke titler. Dette var Smith klog nok til at udnytte og fik dermed sparket sin egen karriere, indenfor genren, i gang. Desværre blev hans debut ud i det horrible en anelse overset, og det må der nu rådes bod på!

Er du allerede skeptisk omkring at anvende offentlige transportmidler - så bliver det ikke bedre efter at have set 'Creep'.
Vores hovedrolle, Kate, spilles effektivt og troværdigt af tyske Franka Potente. På tidspunket for filmens tilblivelse, var hun en af de helt store tyske filmstjerner, og også en af de meget få, der havde nydt et mindre gennembrud i Hollywood. Potente havde et par år tidligere slået sit navn fast i Hollywwod, med sin rolle som Jason Bourne's flirt i 'The Bourne Identity'  og 'The Bourne Supremacy'. På trods af hendes deltagelse i megasucceserne om den glemsomme agent, så var det Potente's rolle som Lola i den tyske film 'Run Lola Run' fra 1998 der gjorde, at Christopher Smith var yderst interesseret i at få Franka hooked på rollen som Kate (begge karakterer løber godt nok også helt utrolig meget). Dette lykkedes, til den meget grønne debutant-instruktørs store overraskelse, og pludselig var hans subway-slasher på skinnerne. Filmens biroller tager (for os ikke-britiske) forholdsvis ukendte ansigter sig af. Heldigvis har de alle det tilfælles, at de gør et godt og solidt arbejde. Her er ingen der falder igennem, eller på nogen måde trækker filmen ned.

"Skal vi lege doktor" får en helt ny og mere ubehagelig betydning når der er ham her der spørger.
Den vigtigste rolle i denne type film er som altid antagonisten. I 'Creep' er denne person heldigvis et temmelig klamt og yderst foruroligende bekendtskab. Det væmmelig undergrunds-væsen spilles helt forrygende af den engelske karakter-skuespiller, Sean Harris ('Red Riding' og ' A Lonely Place to Die'), og han er som født til rollen. Hans ansigt har ligheder med en vis smittebærende gnaver, og det er altså inden de 8 timer i makeup-stolen! Plastret til i uhyrlig sminke, spiller han stort set hele rollen, udelukkende ved hjælp af hans mimik og sit unikke kropssprog - og det gør han altså helt afsindig godt. Krybet minder om en pestbefængt, menneskelig rotte...med hundegalskab, og det virker yderst  overbevisende på skærmen når han jagter og piner sit bytte i mørke og klamme kloaker. Ligesom krybet selv, er alle omgivelserne kolde, tomme, beskidte og besudlede. De nedlagte stationer og jernbanetunneler er et perfekt fundament at bygge en horror-film op omkring, og den uhyggelige undergrund giver publikum masser af næring til fremtidige mareridt om metroen. Jo længere vores uheldige Kate begiver sig ind i London's underjordiske mørke, jo mere gotisk og truende bliver omgivelserne. Filmen er skudt på både ægte locations og på opbyggede scener, og de er alle både uhyggelige og fascinerende at blive ført rundt i. Instruktøren har heldigvis valgt at respektere sine gamle idoler fra video nasty-æraen og holder det hele old school med praktisk effekter, plus masser af sprøjtende teaterblod, silikone og proteser.

Creep uddeler også nogle onde olferter - kender hans ondskabsfuldhed da slet ingen grænser?!
Den forholdsvis korte spilletid på 85 minutter arbejder til filmens fordel, og er med til at sikre, at den simple historie og det temmelig tynde plot ikke løber tør for brændstof før tid. 'Creep' er hektisk og intens horror-underholdning, hvor der ikke bliver spildt tid på unødigt ævl og kævl eller flad og unødvendig udvikling af karakterene. Vi får sat præmissen op og får lige nøjagtig nok at vide om personerne, til at danne os et billede af dem - og så er det ellers bare derud af! Det er godt balanceret og dynamisk filmet, med håndholdt kamara (men knap så shaky som man kunne frygte), tilsat nogle effektive og stemningsskabende lyseffekter og kuliser. Til gengæld bliver vi desværre plaget med nogle af de sædvanlige genre-klicheer, som f.eks den til tider frustrerende ringe dømmekræft og de usædvanligt ulogiske handlinger filmens karakterer gør sig hist og her. Når det er sagt, så skal det også siges, at filmen ikke pakker noget ind, eller prøver at være noget den ikke er. Dette er et bevis på, at instruktøren tydeligvis har respekt for genren og ikke mindst for sit publikum. 'Creep' er rå, upoleret og basal horror der formår at holde pulsen på publikum oppe i det røde felt, hele vejen igennem, når jagten går igennem de fascinerende og skræmmende settings i den engelske undergrund.

Score:

17. jan. 2012

Anmeldelse: Wind Chill.

Årgang: 2007.
Tagline: "A road many have traveled - but few escape."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 91 minutter
.
Udgiver: Tristar.
Link til filmen på IMDB.
Se også: '1408
' (2007), 'Dead End' (2003), 'Triangle (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.



En universitetsstuderende (Emily Blunt), der er desperat efter at nå hjem til Delaware inden jul, får kørelejlighed af en ukendt medstuderende (Ashton Holmes). Netop da det går op for hende, at han ved lidt for meget om hende, beslutter han at tage en genvej via en ubefærdet landevej. De kører ind i en voldsom snestorm, og en mystisk bil skubber dem i grøften. Nu er de fanget i snestormen og indser hurtigt, at kulden er deres mindste problem.


Ifølge nogle af folkene bag 'Wind Chill', var idéen med filmen at skabe en "hjemsøgt hus fortælling" i så klaustrofobiske omgivelser så muligt. Det var med det udgangspunkt, manuskriptforfatterne snart kom op med idéen om at lade handlingen tage plads i en bil. Der er ikke megen baggrund at give omkring produktion derudover. Instruktøren er relativt ukendt men har dog været second unit instruktør og assisterende ditto på et par store titler. Han har derudover tidligere lavet filmen 'Criminal' (2004). Manuskriptforfatterne har ligeledes meget få tidligere film på samvittigheden. Hvad de imidlertid har, som er vigtigere, er en selverklæret stor kærlighed til horrorgenren og en stor bevidsthed om den overfladiske måde, hvorpå mange karakterer i moderne gyserfilm skrives. Det er med andre ord et udtrykt mål for manuskriptforfattere Joe Gangemi og Steven Katz at skabe en film med interessante og nuancerede karakterer, som til trods for, at de aldrig navngives, alligevel gerne skulle have mere kant end mange stereotype teenagers i andre horror-film. Det er således filmens hovedroller, der har mest på CV'et. Ashton Holmes vil nogle kende fra 'A History of Violence' (2005) mens Emily Blunt har medvirket i en del forskellige film i den lettere genre såsom 'The Adjustment Bureau' (2011) og 'The Devil Wears Prada' (2006).
Man skulle tro, det ville være en positiv ting at støde på en betjent, når man er strandet i ingenmandsland, men det er ikke tilfældet her.
Filmens plot er, som man måske fornemmer, ret simpelt i sit udgangspunkt. Indledningsvis lægger filmen op til, hvad der kunne ligne en stalkerhistorie, men inden længe tages der en drejning mod det overnaturlige, og her bliver det for alvor interessant. Der gøres en dyd ud af ikke at få karaktererne for vidt omkring, og langt det meste af tiden forbliver vores hovedkarakterer ved udgangspunktet - bilen. Dette resulterer i at de to naturligvis langsomt knytter sig til hinanden, men også en hel række ganske mesterlige momenter af suspense. Filmens største problem er i mine øjne, at den til tider går en smule for langt i sine forsøg på at så tvivl om, hvor mange af elementerne, der rent faktisk sker. Helt forfejlet er dette ikke, da det til tider er spændende, at intet er givet, men når man enkelte gange sættes helt af, er det en smule frustrerende. Disse små problemer overskygges imidlertid af samspillet mellem karaktererne, og Ashton Holmes gør sig godt; først som skæv og usikker teenager men undertiden også som en reelt sympatisk karakter. Emily Blunt er helt enormt velfungerende og giver et liv og nogle nuancer til sin karakter, som lever op til de forhåbninger, manuskriptforfatterne havde til filmen. Det er sjældent denne anmelder har oplevet så velskrevne og sågar en smule underspillede teenagere i genren, hvor denne aldersgruppe til tider har en tendens til at blive degraderet til avancerede skrigeballoner.
Grænsen mellem forelsket teenager og sær stalker er en hårfin en af slagsen.
Hvad der er med til at løfte filmen er de skarpe stilistiske beslutninger, instruktør Gregory Jacobs har taget undervejs. For selvom filmen er skabt på et skrabet budget, er den virkelig smukt filmet. Den danske kinematograf Dan Laustsen har stået bag en del velkendte danske billedsider, deriblandt 'Nattevagten' (1994), samt en hel række af Ole Bornedals andre film og enkelte internationale produktioner. Den billedside, Laustsen her leverer i samarbejde med Jacobs, er intet mindre end mesterlig. Smukke billeder er noget af det psykologiske gyserfilm som denne kan levere, når de er bedst, og det er en kæmpe bonus i denne film. At filmen er så visuelt betagende gør meget for intensiteten, og sammen med et stærkt soundtrack og nogle oftest underspillede cgi-effekter er filmen teknisk set lige i øjet. Udførslen er ret imponerende, når man tager i betragtning, hvor svær en opgave manuskriptforfatterne har stillet instruktøren overfor, med så begrænset råderum. At vende denne umiddelbare begrænsning til en force, beviser hvor dygtige de kreative kræfter bag denne produktion er. Så meget desto mere ærgerligt er det, at filmen på historiesiden træder ved siden af en del gange, og desværre gør det så eftertrykkeligt, at det hiver seeren ud af oplevelsen. Når man skaber en så relativt intelligent gyser som denne, kan man ikke forvente, at tilskueren ikke vil forsøge at skabe sig et overblik over filmens handling, og når dette overblik forplumres af så mange omgange som det gøres her, bliver det et problem. Lidt på samme måde som det gjorde det i den noget mindre vellykkede '1408' (2007), som med sin slutning helt skubbede denne seer fra sig.
Emily Blunt gør et overraskende flot stykke arbejde med at holde filmens momentum oppe til trods for den klaustrofobiske og til tider syrede stemning, der præger filmen.
Man må virkelig hylde folkene bag 'Wind Chill'. Selvom filmen har sine fejl og bliver lidt mudret i slutfasen, er der tilgengæld lagt en utrolig vægt på karakteropbygning og suspense. Det psykologiske gys bringes med andre ord tilbage til genren, og det er i høj grad tiltrængt. For selvom blood and guts kan være nok så underholdende, er det en kunstform i sig selv at opbygge spænding og ikke forfalde til ukontrolleret at skrige "BØ!" i ansigtet på folk i halvanden time. For de læsere, der har været så heldige at opleve Darren Aronofskys film 'Black Swan', indeholder denne film i øvrigt en interessant bonus. Det er nemlig Aronofskys foretrukne komponist Clint Mansell, der har skabt filmens soundtrack.

Score:

Nyhed: Se gratis kult, horror-, kung fu-, og sci-fi film online!

Selv om vi altid vil opfordre til at man køber og betaler for de film man vil se, så er hjemmesiden bmovies.com altså for spændende til at blive forbigået! På dette site kan du (lovligt og gratis) se ældre film fra herlige genre som horror, kung fu, sci-fi, western og low budget independent film. Nogle af titlerne på sitet kan oven i købet være overordenligt svære at finde på DVD. Hele herligheden bliver streamet via hjemmesiden og du behøver ikke engang at oprette et login for at få adgang til filmene. Dette er folkene bag dog ikke sikre på bliver ved med at kunne gå - så du kan evt udfylde denne formular og hjælpe med at holde liv i sitet. Her er rigtig mange titler at sætte hjørnetænderne i. Du kan f.eks give dig i kast med b-films horror perler som 'Blood and Lace', 'Pieces' eller den notoriske 'Driller Killer'. Her er også mere klassiske værker som legendariske 'Night of the Living Dead', 'Carnival of Souls' og 'House On Haunted Hill'. Eller hvad med at kaste dig over sci-fi shenanigans 'Santa Claus Conquers the Martians' eller 'Starcrash'?! Jeg kunne blive ved i det uendelige med anbefalinger, men det er nok sjovere at i selv begynder at grave i denne skattekiste af online genre-film. Her finder du alt fra Sonny Chiba til Vincent Price.


13. jan. 2012

Anmeldelse: Friday the 13th Part 3.

Årgang: 1982.
Tagline: "A New Dimension In Terror..."

DVD.
40" LCD.
Runtime: 98 minutter
.
Udgiver: Paramount.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Friday the 13th
' (1980), 'Friday the 13th Part 2' (1981), 'Friday the 13th: The Final Chapter' (1984) og alle de andre!

Anmeldt af Jesper Pedersen.








Chris Higgins skal for første gang i lang tid besøge familiens hytte, som ligger ved bredden af Chrystal Lake. Siden hun to år tidligere blev overfaldet af en mystisk udseende mand i skovene omkring hytten, har hun ikke turdet begive sig derop - men nu vil hun forsøge at overvinde sin frygt. Med sig på turen har hun venneparrene Debbie & Andy og Chili & Chuck samt Vera; en velskabt tøs, som har fået arrangeret en blind date med Andys uheldige spasmager-ven, Shelly. Og så er der Rick, som venter på dem oppe i hytten. Han er Chris' gamle ferieflamme men har ikke set hende, siden hændelsen i skoven. Der er lagt op til en weekend med masser af angstbearbejdning og ungdomshygge - hvis det da ikke lige var for Jason Voorhees, som har gemt sig i den gamle lade…


'Friday the 13th' er en imponerende franchise, som efterhånden omfatter 12 spillefilm. Man har flere gange undervejs snydt os til at tro, enden var nået med titler som 'The Final Chapter' (1984) og 'Jason Goes to Hell: The Final Friday' (1993), men franchisen er tilsyneladende ligeså udødelig som Jason Voorhees selv. 'Friday the 13th Part 3' er instrueret af Steve Miner, som sammen med den første films instruktør Sean S. Cunningham og forfatteren Victor Miller fik idéen til 'Friday the 13th', inspireret af John Carpenters independentsucces 'Halloween' fra 1978. Steve Miner debuterede som instruktør med 'Friday the 13th Part 2' (1981), og forlod franchisen efter at have færdiggjort den første trilogi. Han blev dog i horrorgenren, da han i 1986 instruerede 'House', igen i samarbejde med Sean S. Cunningham, og siden har han blandt andet givet os 'Warlock' (1989), 'Halloween H20: 20 Years Later' (1998), 'Lake Placid' (1999) samt "genindspilningen" af George Romeros 'Day of the Dead' (2008), foruden et hav af tv-serier inden for alle mulige genrer.
Er 'Friday the 13th Part 3' i virkeligheden en nyfortolkning af 'Ulven kommer'?
Den første 'Friday the 13th' var økonomisk en kæmpesucces, som naturligvis måtte følges op på. 'Part 2' indtjente dog kun en tredjedel af, hvad forgængeren gjorde, og det oven i købet på et dobbelt så stort budget. Alligevel tog man en chance, da 'Part 3' skulle produceres; man fordoblede atter budgettet og indspillede filmen i 3D. Det viste sig at være en fornuftig beslutning, for takket være dette gimmick kom der igen kø ved billetlugerne. 3D-teknologien har som bekendt fået (endnu) en renæssance, og den er unægteligt kommet langt siden 80'ernes horrorfilm, men man fornemmer tydeligt, det må have været underholdende at se 'Part 3' i biografen. Udover de mange obligatoriske genstande, man får smidt i hovedet, forstod Steve Miner at udnytte for- og baggrund til at skabe indlevelse, og desuden er flere effektindstillinger optaget fra opfindsomme og mærkværdige vinkler, som underbygger filmens bizarre præmis.
Det er ikke kun blod og skarpe genstande, man får i hovedet, hvis man ser 'Friday the 13th Part 3' i 3D!
Når der bliver brugt så mange ressourcer på at få 3D-effekterne ud over skærmen, kunne man frygte, at karaktererne træder i baggrunden og bliver flade. Det er imidlertid ikke tilfældet! Derimod har 'Part 3' franchisens mest troværdige og sympatiske persongalleri, og der er generelt dygtige, velvalgte skuespillere bag rollerne. Sex, druk og stoffer er fast tidsfordriv på en weekend ved Chrystal Lake, men det bliver dyrket i et acceptabelt omfang, modsat eksempelvis 'Part 2' og 'The Final Chapter'. Hippieparret Chili & Chuck har ganske vist medbragt lidt hyggehash, men de når knapt at få jointen tændt, før de må skodde den igen, og modsat seriens andre film, er der stort set ingen nøgenhed. Der bliver talt om "skinny dipping", men det foregår offscreen, så kun et enkelt par bryster får vi lov at se; i en badescene, som skaber spænding ved ganske vellykket at vække minder om Alfred Hitchcocks 'Psycho' (1960); endnu en af franchisens store inspirationskilder.
Så ku' han endelig dø!?!?
Men at de unge mennesker er sympatiske og afholdende, ændrer naturligvis ikke på faktum, at de i sidste ende må lade livet på grusom vis. De får bare lov at leve lidt længere end normalt. Den første time holder Jason sig i skyggen, observerende, indtil han får fat i den ishockeymaske, som siden har skjult hans deforme ansigt. Det er den tumpede Shelly, som har medbragt ishockeymasken i sin kuffert med horrorrekvisitter og teatersminke i håbet om at kunne pådrage sig en smule opmærksomhed ved at skræmme de andre. Hele denne sidehistorie giver i øvrigt en ganske interessant metavinkel på handlingen - et element som også blev brugt i efterfølgeren 'The Final Chapter'. I det hele taget er det her mange af franchisens hovedelementer bliver grundlagt, og selv den komiske vinkel, som var tiltænkt serien fra start, bliver først for alvor tydelig i denne tredje film. 'Friday the 13th Part 3' er et af højdepunkterne i alletiders mest uforpligtende (og bedst indtjenende) horrorfranchise nogensinde.

Score:

12. jan. 2012

Artikel: Hovedløst horror-projekt, eller hvad?

Et spændende dansk horrorprojekt er blevet lanceret online under titlen 'Book of Horror'. Det virker måske i første omgang en anelse misvisende, idet vi faktisk har med horrorfilm at gøre - men ser man første udspil, vil man sikkert forstå. 'The Headless Lover', som er den første kortfilm i hvad der ser ud til at blive en serie, er nemlig fortalt omkring en tegneserieramme, præcist som 'Creepshow' (1982) skabt af George Romero og Stephen King for 20 år siden. Når 'Book of Horror'-projektet engang er "færdigt" (den online distribution giver jo mulighed for en uendelig udvidelse af universet, så måske det aldrig bliver færdigt som sådan) vil det eneste, de forskellige kortfilm umiddelbart har tilfælles sandsynligvis være Book, at de fortælles omkring en tegneserieramme, og Horror.

  
I 'The Headless Lover' følger vi Sascha (Maibritt Saerens); en forkælet ung kvinde, som er gift med den ældre rigmand William (Jørn Faurschou) men har en affære med crooneren Paolo (Michael Carøe). En aften, da Sascha og Paolo overraskes af William, påstår Sascha, at hun er offer for en voldtægt, hvorefter hun brutalt myrder Paolo. Sascha tror, hemmeligheden om hendes affære, er begravet med den stakkels elsker, som har måttet lade livet på kanten af en orgasme. Men pludselig rejser Paolo sig fra sin grav, og han går ikke, før han er kommet!
(comic)Book of Horror!
I denne sammenhæng kan man vist godt sige, det er ganske imponerende cast. Michael Carøe er jo et herligt typecast til rollen som den kærlighedshungrende crooner - en anelse mere zombietræning kunne måske have været ønskværdigt. Jørn Faurschou er god som den gnavne, gamle rigmand, hvis tennispartner sikkert er død, eftersom han må nøjes med stangtennis i stuen. Han har et karakteristisk, skræmmende ansigt (som Alan Dales Charles Widmore i 'Lost') men karakteren William måtte for min skyld godt have været endnu mere mystisk og uhyggelig (som Alan Dales Charles Widmore i 'Lost'). Man har undladt at markedsføre filmen med sætningen: "Maibritt Saerens fra 'Krøniken'", men det er altså hende, og hun gør det fremragende.
Maibritt Saerens er kommet langt, siden hun startede karrieren i den der tv-serie!
Handlingen i 'The Headless Lover' vækker gode minder fra 'Creepshow'. Og jeg kommer særligt til at tænke på to af kapitlerne fra den første film; 'Father's Day' om den gamle familiefar, som vågner fra de døde for at æde den kage, han aldrig fik på fars dag, og 'Something to Tide You Over' om ægtemanden, som vil hævne sig på sin unge kone og hendes elsker. Rent teknisk minder 'The Headless Lover'  dog mere om en typisk grindhousefilm. Det er ikke dårligt, men stemningen bliver en helt anden, når der tilsættes surfmusik og pangfarver, som det er gjort i 'The Headless Lover'.
Du har fået noget i øjet!
Filmens effekter er flotte, særligt de der rent faktisk er til stede, fremfor de computerskabte. Man kunne med fordel have vinklet kameraet lidt kreativt, så Michael Carøes afhuggede hoved ikke sås svævende i luften så ofte - det bliver en anelse kunstigt. Og hvad er der galt med at beskære under hagen? Vi ved jo godt, hovedet er hugget af! Jeg er spændt på at se, hvad fremtiden bringer fra 'Book of Horror'. Næste kapitel er under udarbejdelse, og der er faktisk en åben invitation til alle fra instruktøren Kim Lysgaard Andersen om at komme med inputs i løbet af processen. Jeg vil i hvert fald anbefale, at man går ind på www.bookofhorror.com og læser synopsen til 'The Circus' aka 'Goatman'. Det virker som om, den kunne blive en anelse mere rolig og dyster og i stil med 'Creepshow' eller efterfølgeren 'Tales from the Crypt'. Det kunne jeg jo i hvert fald foreslår Kim Lysgaard Andersen, at den skulle blive.
Find mere information om projektet på www.bookofhorror.com


Er du blevet nysgerrig på at se første afsnit i 'Book of Horror', så smut ind på deres hjemmeside: www.bookofhorror.com. Her tilmelder du dig deres nyhedsbrev og vil derefter modtage et direkte link til 'The Headless Lover' - som oven i købet kan ses i super sprød 1080p. Du vil også blive holdt opdateret om kommende afsnit og om hele projektets udvikling. 'Book of Horror' er selvfølgelig også på facebook, gruppen kan du besøge ved at trykke her. Det er alt for sjældent at vi oplever denne typer tiltag i lille Danmark - Så afsted med jer, kære horror-minions! Ind og støt omkring 'Book of Horror'.

11. jan. 2012

Nyhed: Samarbejde med Sony Pictures Home Entertainment.

Det er med glæde at vi kan informere  at Sony Pictures Home Entertainment og Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents, nu også har indgået et samarbejde, vedrørende filmanmeldelser af selskabets eksisterende og fremtidige genre-udgivelser.

Nyhed: The Horror Quiz er tilbage.

Har du travlt med bilde alle dine film-nørdede venner ind, at du ved ALT om horror-film? Er du så sikker i din påstand, at du tør at bevise det? I så fald er The Horror Quiz tilbage i finere form end nogensinde før! Morten Sieker er manden bag billed-quizzen og han har de sidste par måneder givet sit site en ordenlig hovedrenovering og nu fremstår The Horror Quiz skarpere og bedre end tidligere set. Det er gratis at deltage, det eneste der kræves er et login. Det skal siges at quizzen er meget sensitiv overfor om du skriver titlen på filmen helt korret - så dobbelttjek evt på IMDB når du svare på et spørgsmål. Man kan heldigvis svare på samme billede, lige så mange gange man har lyst. Du finder Danmark's bedste film-quiz på TheHorrorQuiz og på facebook. Jeg deltager selv under brugernavnet 'Allan_SørensenCinema' og skribent Jesper Pedersen under 'Jesper_SørensenCinema'. Lad dysten begynde!
  • En månedlig quiz, startende den første dag i hver måned.
  • Består af omkring 40 billeder fra kendte og mere eller mindre ukendte horror-film.
  • Disse billeder vil være en blanding af screenshots fra film og filmplakater.
  • Afhængigt af hvor mange film, hver brugere har gættet, får brugeren tildelt en rang.
  • Quizzen vil løbe indtil den første dag i den kommende måneden, det er - når den nye quiz starter, den gamle slutter.

6. jan. 2012

Anmeldelse: Dear Mr. Gacy.

Årgang: 2010.
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 103 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Gacy' (2003), 'The Silence of the Lambs' (1991), 'Dahmer
' (2002).

Dear Mr. Gacy
er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.
Som en del af et skoleprojekt, sender den 18-årige studerende, Jason Moss (Jesse Moss), et brev til den fængslede og notoriske seriemorder, John Wayne Gacy (William Forsythe), der begynder at korrespondere med den unge mand. Efterhånden bliver korrespondancen mere og mere intens og intim, og et psykologisk spil starter mellem de to. Da Gacy inviterer Jason til at besøge ham i fængslet, takker den unge mand ja, uden helt at vide hvad han går ind til.


Endnu en gang finder vi ordene "er baseret på virkelige hændelser" malet henover filmen - et billigt trick der er blevet brugt i årtier for at pirre din nysgerrighed og hive dine surt tjente lommepenge ud af læderdrengen. Denne gang er den nu god nok, historien er sand og hændelserne er ikke bare virkelige men også ubehagelige og skræmmende. Filmen skildrer nemlig den virkelige verdens Jason Moss og hans flirt med den ligeså virkelige morder, John Wayne Gacy. Moss var en ung studerende med en helt særlig interesse i nogle af moderne tids værste og mest bestialske seriemordere. Jason Moss skabte nemlig ikke kun kontakt til den perverse drenge-dræber i klovnedragt (Gacy lavede børneunderholdning i sin fritid) John Wayne Gacy. Via breve og telefonopkald  opsøgte Moss også nogle af Gacy's gamle "kollegaer". Ægte monstre bag tremmer, som Richard "The Night Stalker" Ramirez (han prøvede at overtale Moss til at kidnappe og indespærre en kvinde i en kælder, og så ellers parere ordrer og udfører Ramirez pervertere påfund på hende), Henry Lee Lucas (se mere om ham i filmen 'Henry: Portrait of a Serial Killer'), Jeffrey Dahmer og Charles Manson. Den homoseksuelle voldtægtsmand og seriemorder John Wayne Gacy var dog den eneste som tog Jason Moss rigtig seriøst og han virkede oprigtigt interesseret i den unge mands liv og problemer - hvorfor mon. Jason Moss var meget målrettet i sine studier og han var også selvsikker - alt for selvsikker. Han mente nok at han skulle være i stand til at snøre sådan en sølle seriemorder om sin lillefinger, i sin jagt på at aflevere det helt perfekte skoleprojekt til eksamenen. Hans plan var at manipulere og styre Gacy hen imod at fortælle hemmeligheder, og måske tilstå mord eller andre ugerninger som ingen andre vidste noget om, eller havde hørt om. Det tog ikke lang tid før at rollerne var byttet om, og det viste sig hurtigt at den unge studerende var fanget i Gacy's psykologiske spindelvæv og seriemorderen kom alt, alt for tæt ind på livet af Moss. Alt dette er fakta og 'Dear Mr. Gacy' omhandler det psykologisk spil der fandt sted imellem det umage par og konsekvenserne det fik.
Det er ikke hurtige biler og endnu hurtigere damer der pryder væggen hos denne teenager. Han har helt andre interesser.
I 1999 udkom Jason Moss' bog 'The Last Victim', cirka 5 år efter hans kontakt med den berygtede seriemorder. Filmen er udelukkende baseret på bogen da virkelighedens Jason Moss ikke er blandt os mere - han satte sig en kugle for panden den 6 juni, 2006. Man fandt intet afskedsbrev og kombinationen af hans dødsdato 06/06/06 og det faktum at Moss var dybt involveret i at researche sataniske menigheder og kult-bevægelser, resulterede i en hel del konspirationsteorier efter hans død. John Wayne Gacy blev dømt for voldtægt og mord på 33 drenge og unge mænd - forbrydelser begået imellem 1972 og hans arrestation i 1978. 27 af sine ofre havde Gacy begravet under gulvet i sit forstadshus. Gacy blev henrettet den 10 Maj, 1994.
"Quid pro quo Clarice...arhm...Mr. Moss"
Filmen er meget low-key, realistisk og tro mod sin historie. Her er ikke megen overdramatisering, så forvent altså ikke en seriemorder-film med en hysterisk psykopat-morder der jagter sine skrigende ofre med blankpoleret dolk, og klovne-bukserne helt nede om anklerne. 'Dear Mr. Gacy' udspiller sig på få locations og med få medvirkedente. Gacy's og Moss' interne legen katten efter musen er nemlig omdrejningspunktet i Svetozar Ristovski's film fra 2010. I de to hovedroller ser vi Jesse Moss (ja, det hedder han og nej de er ikke i familie) og William Forsythe som henholdsvis Jason Moss og John Wayne Gacy. Skuespilleren Jesse Moss har du måske fornylig set i den sjove og groteske 'Tucker & Dale vs Evil' som college douchebagen, Chad. Moss gør det ok som Moss, dog uden på nogen måde at briliere. William Forsythe er som altid seværdig. Han er en af de her skuespillere som det falder meget nemt at spille intimiderende og ondskabsfuld. Det gør han også i 'Dear Mr. Gacy', men desværre er det i alt for få scener, han får lov til at skrue op for galskaben og vise tænder. Det er kun hen i mod slutningen, at Forsythe gør det han er bedst til (se ham f.eks i Rob Zombie's 'The Devil's Rejects') og det er lidt en skam. Med en anden agent og lidt mere kritisk sans overfor de roller han har fået tilbudt, så kunne han efter min mening have været en meget større stjerne i Hollywood, end hvad tilfældet er.
Disse hændelser bliver ikke mere virkelige.



Et ellers godt oplæg bliver desværre ikke rigtig fulgt til dørs i 'Dear Mr. Gacy' og det er  ærgerligt. Instruktøren har ikke helt styr på sin vision og kæmper også lidt med filmens pacing og rytme. Det er også et problem at vi som publikum aldrig rigtig kommer ind på livet af hverken Jason Moss eller John Wayne Gacy. Man får aldrig rigtig den fulde forståelse for, hvordan spillet pludselig vender, og hvordan Moss pludselig bliver en brik i Gacy's spil og ikke omvendt. Dette skulle man ellers mene var det mest spændende for filmen at kaste sig over, men det bliver let og elegant sprunget over, og lige pludselig er Moss et rystende nervevrag af et menneske på randen af et komplet sammenbrud, uden at vi rigtig finder ud af hvordan og hvorfor. Det er en kæmpe fejl for potentialet er der til et spændende studie i, hvordan en gal og genial seriemorder som Gacy var skruet sammen i hovedet, og hans evner til at manipulere individer omkring ham. Vi kommer aldrig i dybden og det er først da Moss står overfor Gacy i de sidste 10-15 minutter af filmen, det for alvor bliver interessant. 'Dear Mr. Gacy' ender, på en god dag, som den bløde mellemvare og det er synd og skam, for hverken filmens oplæg eller John Wayne Gacy selv var den bløde mellemvare.

Score: