31. jan. 2015

Anmeldelse: The Funhouse.

Årgang: 1981.
Tagline: "Pay to get in. Pray to get out!”
Genre: Horror.
Instruktør: Tobe Hooper.
Runtime: 95 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
Freaks (1932), “House of 1000 Corpses” (2003), American Horror Story: Freak Show (2014).
 
Anmeldt af Mark S. Svensson.


Et omrejsende tivoli er netop kommet til byen. De fire teenagere: Amy (Elizabeth Berridge), Buzz (Cooper Huckabee), Richie (Miles Chapin) og Liz (Largo Woodruff), er taget af sted for at få en sjov aften. Som aftenen skrider frem, foreslår Liz at de overnatter i spøgelseshuset. De beslutter sig for at tage en sidste tur inden forlystelsen lukker og så hoppe af undervejs. Hurtigt opdager de, at der er noget galt; Noget er i huset sammen med dem. Noget, der har en menneskelig form, men ikke et menneskeligt ansigt.

Mellem “Salem’s Lot” (1979) og “Poltergeist” (1982) lavede Tobe Hooper “The Funhouse” (1981). Filmen er ikke blandt hans mest velkendte værker, men er fra tiden før han mistede sin føling med mediet. I stedet for at have travlt med at levere overraskelser i hurtigt tempo, lægger filmen anderledes stemningsfuldt an med åbningsscenens referencer til genreklassikerer som “Psycho” (1960) og “Halloween” (1978). I det hele taget er Hooper meget bevidst om hans inspiratorer. Han lægger vægt på at opbygge suspense og gør det så eftertrykkeligt, at nogen måske vil føle sig smidt af undervejs. Der går en rum tid, før filmen forløser spændingen, og selv da drabene begynder at ske, gives der aldrig slip på, at det er atmosfæren, der er i højsædet.
“Who will dare to face the challenge of the Funhouse? Who is mad enough to enter that world of darkness?”
“The Funhouse” er fuldstændig forelsket i det omrejsende tivoli med dets drabelige tryllenumre og mekaniske klovne. Lykkeligvis er kærligheden videregivet med et sådant fokus på de gustne og skæve elementer, at seeren også forføres. Hvad der i mange andre film bliver baggrunden for beløjede kærlighedsaffærer, arbejder her noget imod Buzz og Richies ihærdige forsøg på at score. Filmen benytter de første små 40 minutter på at etablere sine hovedpersoner og deres indbyrdes forhold samt altså selve forlystelsesparken. Tiden er givet godt ud, også selvom der ikke er meget kød på figurerne. Mens de to herre forbliver relativt anonyme, vinder Elizabeth Berridge og Largo Woodruff på deres karisma. Berridge kan virke næsten overdreven i sin barnlige uskyldighed, men begivenhederne, der udfolder sig omkring hende, er tilpas ekstreme til, at hendes karikerede fremtoning kommer til at fungere. Woodruff er en stærkere tilstedeværelse, og hendes møde med monsteret i en luftskakt er formentlig filmens stærkeste visuelle øjeblik.
Fotograf Andrew Laszlo er blandt andet manden bag “First Blood,”og hans evner fornægter sig ikke i “The Funhouse”.
“The Funhouse” har mange typiske træk for Tobe Hooper. Omgivelserne i forlystelsesparken, og måden, de dyrkes på, er på mange måder lig “The Texas Chainsaw Massacre” (1974), som også svælger i nogle særprægede omgivelser. Ligeledes byder “The Funhouse” på endnu flere af de skæve eksistenser, som Hooper tilsyneladende holder så meget af. Atter engang præsenteres vi også for et misfoster, der bliver holdt nede af en manipulerende far, som taler utrolig meget om “familie”. Dynamikken mellem de to skurke er ikke ulig den mellem Leatherface og hans familie i førnævnte genreklassiker. At Hooper træder lidt vande i forhold til sine figurer gør nu ikke så meget, for han evner at udnytte dem effektivt. Vi har lidt ondt af monstret, der på bedste Tim Burton facon virker mere misforstået end ondskabsfuldt, men det gør det ikke mindre skræmmende. Tværtimod er monstrets famlende væremåde med til at skabe usikkerhed om, hvad han vil gøre som det næste, og det er selvsagt mere skræmmende, at tilskueren bliver fastholdt i den tvivl om, hvad der nu skal ske.
“Oh, my, my! That IS a gruesome sight.”
De er veletableret at Hooper startede sin karriere med at lave sin bedste film (hvis man ser bort fra den psykedeliske og meget lidt velkendte “Eggshells” fra 1969). Mindre end et mesterværk kan også gøre det, og denne film er mindeværdig på en helt anden måde end eksempelvis den noget jævne “Eaten Alive” (1977). Hooper formåede i 1981 stadig at tage sig god tid til at fortælle en simpel historie. Jeg fristes næsten til at kalde “The Funhouse” klassisk i sit fokus på velkendte og effektfulde virkemidler som suspense, atmosfære og noget så gammeldags som et rigtigt filmmonster, der med sit hysteriske hyl og forvredne ansigt, trods alt gør sit for at forlange sin plads i dine mareridt.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar